Urokkelig som en frihedsgudinde med ansigtet dækket af hår står Østrigs bidrag Conchita Wurst på scenen torsdag aften, når de sidste ti finalister skal findes til lørdagens store Eurovision-finale på Refshaleøen i København.
I sin storslåede grand prix-ballade “Rise like a Phoenix” synger den østrige transvestit “You have got to see to believe” – at man skal se det, før man tror det.
Og den østrigske performer, der i civil lyder navnet Thomas Neuwirth, er netop én af dem, der har været rift om at få lov at se i virkeligheden for fans og presse op til Eurovision.
LÆS OGSÅ: Basim før finale-brag: Jeg føler mig meget lille
“Vi er slavere”
Et andet indslag, der skiller sig ud på dette års Eurovision-scene er det polske bidrag “My Stowiane”, som oversat til dansk betyder “Vi er slavere”.
Det festlige upbeat nummer byder på intet mindre end polsk rap i slovenske folkedragter, og flyder – i mere end én forstand – over af sexappeal.
Der er dækket op til en bred smag, når traditionel folkemusik og moderne club-hits afløser hinanden i jævn takt med de 15 konkurrerende bidrag til Eurovisions 2. semifinale.
LÆS OGSÅ: Eurovision-drama: Buh-råb overdøvede værterne
Keltisk ørehænger
Irland er således garant for en rigtig keltisk ørehænger med violin-solo, mens B&W Hallerne går i rødt til Israels dunkende rytmer mixet med Mei Feingolds opera-sopran.
Når Grækenland går på, kan man hoppe i takt til “Rise Up”, der leveres af de herrer Freaky Fortune Feat. Riskykidd, som i deres optræden desuden har valgt at inkludere en særdeles springbar akrobat.
Mere tilbagelænet er Norges melodiske bidrag, der er spået en chance for en plads i top 10 ved finalen.
Det er torsdag kl. 21.00, at 2. semifinale i Eurovision løber af stablen på Refshaleøen i København. Showet transmitteres desuden direkte på DR1.
LÆS OGSÅ: Se Pilou og MGP-værter i sjov musikvideo
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.
Skriv en kommentar til artiklen