Nyeste artikler
Se alle
Bent Isager-Nielsen er klar hver tirsdag på DR1. (Foto: Klaus Bo Christensen)

Drabschefen bliver tv-vært: Svært at gå på pension

Bent Isager-Nielsen er klar som tv-vært, når DR1 fra på tirsdag sender 'Når forbrydelse ryster os'.

Drabschef for Rigspolitiets Rejsehold og politiinspektør ved Københavns Vestegns politi. Vi har gennem mange år set Bent Isager-Nielsen på tv-skærmen, når der blev begået et makabert drab eller et spektakulært røveri. Men sidste år hængte Bent politiuniformen i skabet og gik på pension.

– Det var svært. Jeg havde været der i 44 år nøjagtigt på dagen, da jeg gik på pension. Det er jo en del af min identitet og mit liv i så mange år. Beslutningen var svær at træffe, og den har været undervejs nogle gange. Først da jeg blev 63, 65, 66, og så skete det som 67-årig. Og det var jo ikke, fordi jeg blev træt af politiet, jeg ville bare gerne lave noget andet, fortæller Bent Isager-Nielsen, 68.

Fra på tirsdag kan han på DR1 opleves i sin nye rolle som tv-vært på ‘Når forbrydelse ryster os’.

– Vi går dybere end bare overskrifter, og jeg bruger mig selv fra politilivet. Jeg er katalysator for seerne. Jeg ved jo, at folk tænker: ”Hvorfor gør de sådan?”. Jeg har tit ærgret mig over, at pressen ikke kommer et lag dybere og forklarer lidt. Mange ting bliver ikke løst ved mere politi og længere straffe, det ligger et helt andet sted. Det håber jeg, at vi kan folde ud i programmet.

LÆS OGSÅ: ‘Robinson’-vinders mor offer for formodet seriemorder

Gode råd til børnebørnene

Efter en lang og flot politikarriere har Bent nu mere tid til at være bedstefar.

– Jeg taler med mine to børnebørn om en masse, især Mathilde på 15 år. Hun synes, at drenge og alkohol er spændende. Jeg siger aldrig: ”Nu skal du høre …”, når vi sidder over for hinanden. Men når vi sidder ved siden af hinanden i biffen eller i bilen, så spørger jeg: ”Hvordan går det med det …”, og så kommer jeg selv med: ”Jeg kan huske, da jeg var ung …” Og så håber jeg, at der lagrer sig nogle ting. ”Det der med at drikke, det er interessant. Jeg kan selv huske, hvor meget jeg drak, da jeg var 15-16 år”.

– Når hun spørger: ”Må man godt …”, så siger jeg, “det ikke altid er klogt at drikke sig i hegnet, for du kan rode dig ud i noget med andre mennesker, og det der med seksuelle overgreb er ikke klogt”.

LÆS OGSÅ: Realitybabens store sorg: Jeg mistede min far

Afhører familien

Bent er på ingen måde en streng bedstefar, men politimanden sidder alligevel dybt i ham.

– Da jeg holdt afskedsreception for kolleger og familie, slog dengang kun 13-årige Mathilde på glasset. Det kom helt bag på alle, at hun holdt tale. Hun sagde: ”Alle de gode samtaler, morfar, vi har haft …”, og så brød min kone Susanne ind og sagde: ”Mathilde, det er dét, der hedder afhøringer!”. Og alle lo. Men Mathilde er jo vant til det, og jeg bliver jo ved og følger op. Når hun er ved at tale udenom, så siger jeg: ”Mathilde, du fik ikke lige svaret på det der!”.

Jobbet som tv-vært passer Bent perfekt, for så kan han holde fast i politimiljøet på job og hellige sig familien i fritiden.

– Jeg vil være politimand, til jeg dør, men det er også værd at huske på, at det trods alt ”kun” var et job. Det er jo ikke livet. Der er jo mine kone, mine børn og børnebørn, det er jo DET, det hele handler om.

LÆS OGSÅ: ‘Vi er bare mænd’-stjernens store sorg: Jeg ønsker det ikke for min værste fjende

Mordet, jeg aldrig glemmer

Der er især én sag, der stadig plager Bent Isager-Nielsen.

– Bornholmersagen med Connie Birgitte Svendsen fra 1997, en helt almindelig kvinde, der blev fundet myrdet, kvalt, i sin lejlighed. Det er 22 år siden. Det var en spektakulær sag. Vi havde DNA fra gerningsmanden, vi havde vidner og havde tappet blod fra tusindvis af mænd, men vi har aldrig fundet gerningsmanden.

– Og den nager mig. Ikke fordi den er vigtigere end et andet liv, men det er rent fagligt. Den burde fand’me ikke være uopklaret med alt det gode arbejde, vi har lavet. Det plager mig og vender jævnligt tilbage til mig. Det viser bare, at efterforskning ikke er en 100 procent videnskabelig disciplin, men det handler også om intuition, held og stædighed, siger han.

Du kan se første afsnit af ‘Når forbrydelse ryster os’ tirsdag klokken 21:55 på DR1.

LÆS OGSÅ: Dansk kendis er blevet far: Kæresten mistede 2,8 liter blod

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.