Nyeste artikler
Se alle
Hannah Melissa (Foto: Krestine Havemann/Kanal 4)

Lundins advokat skal forsvare Hannah Melissa

Det er ikke hvem som helst, der skal forsvare Hannah Melissa i retten i morgen.

‘De unge mødre’-deltageren Hannah Melissa Ginic og hendes kæreste, René Bæk, skal onsdag formiddag for retten, hvor de blandt andet sidder anklaget for vold og trusler mod Renés ekskæreste, Jeanette Aae Stampe Kristensen.

De risikerer begge en lang fængselsstraf, men på grund af Hannah Melissas tidligere dom for vold mod ekskæresten Maks, risikerer hun en længere straf end René. Og for at det ikke skal ske, har hun allieret sig med en god advokat, der har flere kendte på listen over klienter.

Realityportalen.dk har tidligere afsløret, at den gravide ‘De unge mødre’-deltager allerede efter grundlovsforhøret udskiftede forsvarsadvokaten Kaare Kristensen, der stadig repræsenterer René, med Karoline Døssing Normann. Og det er altså ikke hvem som helst, der skal tale Hannah Melissas sag i retten i morgen.

LÆS OGSÅ: Så hårdt kan Hannah Melissa og René straffes

Forsvarer for Peter Lundin

Karoline Døssing Normann er en af landets førende forsvarsadvokater. (Foto: www.swlp.dk)
Karoline Døssing Normann er en af landets førende forsvarsadvokater. (Foto: www.swlp.dk)

Karoline Døssing Normann fik sin advokatbeskikkelse 2010 og har været hos advokatfirmaet Stagetorn Wenzel Lund Poulsen siden starten af 2013. Og her har hun altså været forsvarsadvokat i en række prominente sager.

Hun har blandt andet repræsenteret den tidligere cykelrytter Brian Holm, som blev anklaget – og frikendt – for blufærdighedskrænkelse mod en syvårig pige, samt tv-clairvoyanten Graham Bishop, der var anklaget og siden dømt for drabsforsøg på sine to tvillingedøtre.

Derudover repræsenterer hun den dømte morder Peter Lundin og er forsvarer i danmarkshistoriens største narkosag, hvor 310 kilo kokain blev fundet i en container på Esbjerg Havn.

Karoline Døssing Normann, der også er uddannet psykolog og har en mastergrad i kriminologi, har siden 2008 undervist i retspsykologi ved Københavns Universitet, mens hun i en periode på ti år frem til 2012 var ansat hos Justitsministeriet – blandt andet som ledende ministersekretær.

LÆS OGSÅ: Voldsdom vil koste ‘De unge mødre’-deltager jobbet

“Jeg bliver overvældet”

Det er formentligt ikke alle, der vil kunne klare at gå ind i retten og forsvare personer, der sidder anklaget for grusomme ting som mord. Og Karoline Døssing Normann, der også har siddet på den anden side, hvor hun i to og et halvt år var anklager hos Københavns Politi, indrømmer da også, at hun bliver påvirket af det.

– Du kan næsten forestille dig, hvordan det helt ned i detaljen er at sidde og kigge en anden ind i øjnene, mens han fortæller dig, hvordan det er at kvæle et andet menneske. Hvordan huden føles, hvordan det mærkes, når vejret ikke længere bliver trukket, og hvordan benene holder op med at bevæge sig, har hun tidligere fortalt Søndagsavisen.

– Når jeg sidder med min klient, prøver jeg bare at lytte og se det hele fra hans optik. I situationen bruger jeg mine egne følelser til at kunne forstå, hvilken situation han har befundet sig i, men bagefter kan jeg godt blive overvældet af det, jeg har hørt.

Sagen mod Hannah Melissa og René Bæk starter i morgen – onsdag – klokken 09, og vi følger den tæt hele dagen igennem.

LÆS OGSÅ: Hannah Melissa og René stadig fængslet: Her fejrer Molly sin første fødselsdag

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.