Nyeste artikler
Se alle
Nadia-Shila i 'De unge mødre' (Foto: Janus Nielsen)

Nadia Shila er bekymret for søns trivsel

Nu vil Nadia Shila have Kyle til USA, og hun mener, at det er hendes ret.

I sensommeren 2016 rykkede ‘De unge mødre’-deltageren Nadia Shila Petersen sammen med sin søn, Kyle, og sin mor, Heidi, til USA. Her opholder de to bedrageridømte realitydeltagere sig stadig, men i starten af 2017 blev Kyle fjernet og sendt tilbage til Danmark.

Nadia Shila er imellemtiden blevet gift med med Jeremy, og sammen har de to fået datteren Hope og sønnen Hayden, men det betyder ikke, at Nadia Shila har glemt Kyle. Hun har dog tidligere fortalt, at Kyle havde det godt, hvor han er, altså hos sin far, Jannick, hjemme i Danmark, men nu har hun ændret mening.

LÆS OGSÅ: Nadia Shila: Derfor bliver mine andre børn ikke tvangsfjernet

– Nu har jeg skrevet til ombudsmanden omkring Kyle – omkring at få ham på ferie eller besøg. Det har været rigtig svært for mig at finde ud af, om vi skulle gå videre med det, for det virkede til, at han havde det godt, men der er rigtig mange ting, som vi ser nu, som gør, at jeg bliver meget bekymret for ham, fortæller Nadia Shila på en Instagram-video og fortsætter:

– Han sidder og slår sit legetøj, og han virker bange for sin far, og hans far nægter at samarbejde på trods af, at jeg har prøvet at tilbyde ham, at han kan rejse med en ledsager. Jeg har ret til at få ham på ferie, og han har ret til at komme her over, så nu må vi se, hvor lang tid det tager. Jeg agter i hvert fald at gå hele vejen til højesteret, hvis det er det, der skal til for at få min søn herover.

Jannick har på intet tidspunkt i løbet af de seneste to og et halvt år, hvor han har haft Kyle i Danmark, ønsket at tale med medierne eller at have sin søn i medierne, og han har ikke ønsket at svare på nogen af de angreb, Nadia Shila er kommet med.

Da Nadia Shila tog til USA i første omgang sagde hun dog forud for rejsen, at det bare var en ferie, hun skulle på sammen med sin mor og søn – det er nu over tre år siden, så det kan være derfor, hvis Kyles far ikke er samarbejdsvillig i forhold til at sende sønnen på ferie til USA.

LÆS OGSÅ: Nadia Shila slår hånden af sin mor: Jeg er rasende!

Træt af, at der ikke bliver lyttet

Den unge mor fortalte sidste år i ‘De unge mødre’, at hun ville starte en ny forældremyndigheds sag op og forsøge at få Kyle tilbage til USA. Det har hun dog endnu ikke haft held med, og Kyle er altså stadig hos sin far i Danmark, mens Nadia Shila nu angiveligt er gået til Ombudsmanden her hjemme.

– Jeg er træt af, at der ikke bliver lyttet til ham (Kyle, red.), og jeg er træt af, at der ikke bliver lyttet til mig, og at jeg bare skal makke ret og gøre, hvad hans far siger, fordi han sidder på en pedestal. Nu må vi se, hvad de siger, så håber vi, det går lidt stærkt, så jeg kan få ham herover, fastslår Nadia Shila på Instagram.

SE VIDEOEN: Heidi slår den største skid under Nadia Shilas bryllup

I januar måned i år blev Nadia Shilas bedrageridom gjort endelig, da hun accepterede dommen og frafaldt sin anke. Dommen lød på 6 måneders ubetinget fængsel, og den unge mor kan altså se frem til et halvt år bag tremmer, hvis hun sætter fødderne på dansk jord igen.

Nadia Shilas mor, Heidi, fik fire måneders ubetinget fængsel, og de juridiske eksperter, som Realityportalen kontaktede efter dommen, vurderede, at begge kvinder ville blive kaldt til afsoning i Danmark, og hvis de ikke dukkede op, ville de blive efterlyst.

Det vides ikke, om de er blevet kaldt til afsoning, men Nadia Shilas åbenhed på Instagram tyder ikke på, at de to er efterlyst af myndighederne. Spørgsmålet er dog, om den unge mor vil få noget ud af at rette henvendelse til Ombudsmanden, som kan kritisere og anbefale myndigheder at behandle en sag igen og eventuelt ændre deres afgørelse.

LÆS OGSÅ: ‘De unge mødre’-deltager og mor: Vi vender aldrig hjem

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.