Nyeste artikler
Se alle
Kenneth Hansen havde et godt indtryk af Jeanette, men det var ikke muligt for 'Luksusfælden' at hjælpe hende. (Foto: TV3)

‘Luksusfælden’-eksperterne skred fra deltager: Jeg er ked af det

Der var ingen hjælp at hente for Jeanette, da hun tirsdag medvirkede i 'Luksusfælden'.

Tirsdag aften skulle ‘Luksusfælden’ forsøge at hjælpe 31-årige Jeanette fra Viby ved Aarhus, som kæmpede med en stor gæld, der primært stammede fra fortiden, hvor hun i en psykose efter et stofmisbrug smadrede en række butiksruder og lavede hærværk på biler.

Jeanette udviklede sig i den rigtige retning, mens Carsten Linnemann og Kenneth Hansen var på besøg, og eksperterne var også fulde af forhåbninger på hendes vegne. De forhåbninger holdt dog ikke længe.

Da de kom tilbage efter en måned, kunne de konstatere, at Jeanette ikke havde gjort, som de havde bedt hende om. Blandt andet havde hun ikke fået sig et fuldtidsarbejde, og hun havde brugt dobbelt så mange penge på diverseposten, som hun måtte.

LÆS OGSÅ: Så du Morten i ‘Luksusfælden’? Nu sover han i bilen

Derfor måtte Jeanette acceptere, at eksperterne ikke kunne lægge et budget for hende og derfor heller ikke hjælpe hende med at lægge en plan for, hvordan hun i fremtiden skal få gælden ud af verden.

– Jeg synes, jeg har haft et pres på mine skuldre. Med alting – budget, job. Jeg har ikke haft det pissefedt, fortalte hun til eksperterne, inden hun kort efter brød sammen og måtte forlade det hele lidt.

– Der har bare været mange ting. Efter I var her, kom alt fra min fortid bare op. Der har været en masse med min kæreste, og vi har været ved at gå fra hinanden flere gange. Der har været problemer med min familie, og jeg har et barn, som jeg samtidig også skal tage mig af. Og så har jeg jo godt vidst, at jeg ikke har overholdt tingene.

Hun fortalte eksperterne, at hun var skuffet over sig selv og virkelig havde troet, at hun kunne få vendt det rundt. Men hun slog fast, at hun ville fortsætte de gode takter og selv arbejde på at blive gældfri.

LÆS OGSÅ: Realitybabe har fortid i ‘Luksusfælden’

Kenneth Hansen: Jeg er da ked af det

Kenneth Hansen og Carsten Linnemann havde sammen med ‘Luksusfælden’-holdet ellers fået forhandlet en række gode aftaler hjem for Jeanette. Hvis hun havde fulgt deres råd, så ville hun havde sparet 78.000 kroner på sin gæld, der ville være helt væk om fem år og tre måneder.

– Det er da selvfølgelig irriterende, fordi vi har lavet det store stykke arbejde for at hjælpe personen, og så falder det hele på jorden. Men det er jo mest irriterende for hende, som jo gerne ville have været gældfri, og jo havde flyttet sig den rigtige vej, siger Kenneth Hansen til Realityportalen.

– Men der var ikke noget at gøre, for det var ikke muligt at lægge et budget for hende. Reglerne er ens for alle, og hun overholdt ikke de retningslinjer, vi gav hende. Men jeg er da ked af det på hendes vegne, at det ikke kunne lade sig gøre for hende i denne omgang.

LÆS OGSÅ: Vild gæld efter hashmisbrug: ‘Luksusfælden’-deltager fortryder ikke

“Det kan lade sig gøre”

Kenneth Hansen havde ellers store forhåbninger til Jeanette, da han sammen med Carsten Linnemann forlod Viby.

– Jeg er virkelig ærgerlig over, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg havde et godt indtryk af hende, og da vi forlod hende, så det jo godt ud. Hun har haft en masse at kæmpe med, som hun har klaret – blandt andet den sociale arv – så jeg troede også på, at hun kunne klare dette, siger han.

Kenneth Hansen slår fast, at selv om det ikke var muligt for ‘Luksusfælden’ at hjælpe Jeanette, så ser hendes fremtid ikke helt sort ud.

– Hendes gæld var ikke helt uoverskuelig, og det kan stadig godt lade sig gøre at få den ud af verden. Men det kræver, at hun får et fuldtidsarbejde til de 20.000 om måneden og får lavet nye aftaler med sine kreditorer. Men hvis hun virkelig vil, så tror og håber jeg på hende.

Realityportalen har forsøgt at få en kommentar fra Jeanette omkring hendes nuværende situation, men det har ikke været muligt.

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-par raser efter deltagelse: Eksperterne er jo etisk uforsvarlige

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.